Hjælp og vejledning
Svar på det, folk oftest spørger om. Finder du ikke svaret, så skriv til kontakt@aetla.dk.
Hvordan kommer jeg i gang?
Start med en person, du ved lidt om. Det kan være en oldeforælder, hvor du ved cirka hvornår og i hvilket sogn vedkommende døde eller blev døbt.
Gå til Ny søgning. Skriv det, du ved, med dine egne ord, eller udfyld felterne. Tryk "Find kilden". Aetla finder siden i kirkebogen og skriver den rent for dig.
Hvordan finder jeg forældrene og bedsteforældrene?
En dødsindførsel nævner tit, hvor personen er født. En dåb nævner forældrene. Under hvert fund står "Næste spor" med de personer, indførslen nævner. Tryk "Søg nu", så leder Aetla videre.
Når et fund passer, så tryk "Ja, tilføj til min anetavle". Så vokser din anetavle bagud, ét led ad gangen.
Aetla fandt ikke personen. Hvad gør jeg?
Tjek først, at du har valgt den rigtige handling: fødsel, vielse, død eller konfirmation.
Tjek så årstallet og sognet. Folk blev ofte døbt eller begravet i nabosognet, eller de boede et andet sted end der, hvor de blev født. Prøv også et år før og efter.
Nogle sider er meget svære at læse, især fra før 1814. Prøv gerne igen med en mere præcis dato.
Navnet er stavet anderledes i kirkebogen. Er det en fejl?
Nej. Før omkring 1900 var der ikke faste stavemåder. Den samme familie kan stå som Schlander, Sklander eller Sclander, og Kranker som Kranke eller Krancker. Aetla gengiver navnet, som det står på siden.
Når du gemmer i anetavlen, foreslår Aetla selv personer, der ligner, også med en anden stavemåde. Så kommer den samme person ikke ind to gange.
Hvad betyder den prikkede streg under et ord?
At ordet er svært at læse, og at Aetla ikke er sikker. Sammenlign med den originale side ved siden af. Du kan forstørre billedet med knappen "Forstør".
Hvordan retter jeg en fejl i min anetavle?
Klik på personen i Min anetavle, og vælg "Livshistorie og kilder". Nederst på siden står "Ret oplysninger, forældre eller slå sammen". Der kan du rette navn og køn, vælge far og mor, eller slå to personer sammen, hvis den samme person står der to gange.
Kan jeg lægge avisudklip og billeder ind?
Ja. På personens side kan du lægge et billede ind, fx et udklip fra Mediestream, en side fra tingbogen, et foto eller en gravsten. Du kan også skrive en erindring fra familien. Aetla læser billedet og skriver en kort livshistorie ud fra alle kilderne, med henvisninger til hver kilde.
Jeg har allerede et stamtræ i MyHeritage. Kan jeg bruge det?
Ja. Hent træet ud som en GEDCOM-fil (i MyHeritage: Stamtræ → Administrer træer → Eksportér til GEDCOM). Læg filen ind under Tjek mit træ. Aetla viser, hvad kirkebøgerne siger om personerne, og om datoerne passer.
Hvem kan se mine oplysninger?
Kun dig. Alt ligger på en server i EU og deles ikke med andre brugere. Du kan slette fund, personer og dit indlæste træ når som helst, og du kan hente din anetavle ud som en GEDCOM-fil.
Hvor kommer kilderne fra?
Fra Rigsarkivets scannede kirkebøger på Arkivalieronline. Ved hvert fund er der et link til den originale side hos Rigsarkivet, så du altid kan se kilden selv.